Menu

Kunstforeningens arkiv 1825-1925

Introduktion

I 1825 vender overkrigskommissær Johan Christian Fick hjem fra en inspirationsrejse i Tyskland og samler professorerne J.L. Lund, C.W. Eckersberg, G.F. Hetsch, landskabsmaler J.P. Møller, kunsthistoriker N.L. Høyen og sekretær J.M. Thiele i sit hjem for at stifte en dansk kunstforening.

Foreningens væsentligste formål blev ”at virke til de dannede Konsters Tarv og sammes Interesse i Publicum”, og op gennem historien indfrier Kunstforeningen sine formålsbestemmelser gennem alt fra indkøb af kunstværker til årlige bortlodninger blandt Kunstforeningens medlemmer, udstedelser af prisopgaver, bestillinger af kunstværker, ugentlige sammenkomster, offentlige udstillinger, foredrag og udgivelser af kunstbøger.

Gå direkte til søgning

I løbet af de første 100 år af Kunstforeningens historie bliver flere tusinde mennesker en aktiv del af foreningen, og sammen med Kunstforeningens mange og forskelligartede aktiviteter resulterer det i et meget bredt arkivmateriale. Materialet er nu ordnet og tilgængeliggjort, og man kan for første gang søge rundt i tusindevis af filer, der fortæller historien om en af Danmarks første kunstinstitutioners stiftelse, virke og betydning.

Materialet er offentliggjort i februar 2019 og vil løbende blive forsynet med kommentarer og transskriberinger.

Marie Finsten Jensen, januar 2019